Posts Tagged Loppemarked

efterårsoprydning

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ELSKER boligblade. Problemet er bare at små bæster har det med at rotte sig sammen og danne et være rod af småbunker rundt omkring, hvor de nu lige kan ligge væk af vej.

Da jeg lagde turen forbi PB43 til deres Loftbazar for en måneds tid siden, faldt jeg over denne fine magasinholder fra DecoVilla.
Magasinholder1c

Den kiggede jeg længe på, men pengene er ikke blevet større siden sidst, så jeg gik videre. I sidste uge var jeg så på en runde i et par af mine yndlingsgenbrugsbutikker, sådan bare for liiige at se om der skulle være noget og sørme om der ikke var.

IMG1688

“Jamen, hvad skal du da med sådan en brevbakke, når nu den mangler alle bakkerne?” Jo, ser du trylle, trylle og vende en gang.

IMG1689

Så var det en magasinholder. Jeg har ikke helt bestemt mig til om den skal males – kobber er jo et godt bud, men indtil videre lader jeg den være som den er og glæder mig over at være sluppet med en rund 10krone.

Som sådan er der ikke det store fantastiske ved en metaldims, men jeg synes det er vigtigt at minde om, at man skal huske at tage jahat og nysgerrighedsbriller på, når man går på opdagelse. Jeg fandt brevbakken nede i en rodekælder med tilbudsting eller hvis vi nu skal være helt ærlige: skrammel, men fordi jeg tog mig tid til at nusse rundt og pille, fik min hjerne tid til at arbejde og så så jeg en magasinholder. Ligeledes var jeg på et tidspunkt en tur forbi genbrugspladsens bytterum, hvor jeg fandt en fin tepotte. med de helt rigtige linjer. Den havde ikke noget låg, men på et loppemarked i Amsterdam fandt jeg en korkprop, der er stor nok til at dække hullet og som nu ligger og venter på at blive skåret til.

Og det er jo lige det der er med at lave ting på den måde jeg arbejder på  – det tager tid, men resultatet bliver unikt og ekstra værdifuldt, fordi jeg selv har lagt kærlighed i det. Samtidigt er man ikke lige så tilbøjelig til bare at bruge og smide væk og det tror jeg ikke er helt så dårlig en ting.

, , , , , , ,

2 kommentarer

truely wonder bread

Skulle du være så heldig at eje et maleri, så er chancen for at det kommer fra genbrug/loppemarked relativt stor vil jeg gætte på. Man kan finde mange fine billeder den vej igennem, men oftest kunne de godt trænge til en rengøring. Skarpe rengøringsmidler er ikke en god idé, men jeg fandt dette fiffige trick på bloggen Brick House, der foreslå at rengøre malerier med et stykke hvidt toast brød – jeg har testet det og det virker!

Jeg brugte en kernebolle, som ikke holdt formen så fin som den afbillede bagel, men smuldrede til atommer, men resultatet er ikke til at tage fejl af: farverne står meget klarere end før.

Så godt et trick kan jeg jo ikke holde for mig selv, så her er linket til brick houses fantastiske indlæg.

, , , , , ,

Skriv en kommentar

på loppemarked i den blå hal

Jeg brugte 3. søndag i advent i selskab med min veninde og et pakhus fuldt af gammelt ragelse….øh, jeg mener udsøgte antikviteter og gedignt genbrug. Der er åbent hver weekend, undtagen jule- og nytårsweekenden, fra 11-16. Der er både alt for dyre ting, forsøgt forklædt som som antikviteter, men der er også gode tilbud i mellem. Her er hvad jeg fandt:

Og selvfølgelig er der et par projekter imellem:

Bamselampen her fandt jeg på et bord med ting til en 10’er. Jeg synes egentlig mere at den ligner en mus, så jeg flytter ledningen op, så den kommer ud af numsen på figuren, i stedet for ud af bunden – og så måske nogle knurhår lavet i ståltråd, men nu må vi se. Der var mere på det billige bord:

Jeg har ikke helt fundet ud af, hvilke skærme disse bordlamper skal have og jeg har ikke rigtigt noget sted til dem, MEN 10 KR STYKKET – så skal man jo købe dem!

Jeg har tidligere skrevet om platter og der er bare et eller andet over den her: soldater med maskingeværer, pigtråd, tanks og undertrykte mennesker. Også så er den lige så gammel som jeg.

Jeg fandt også nogle labratoriekolber, som jeg har ledt efter, siden jeg fandt nogle på et loppemarked i sommers, så jeg kan lave en fin opstilling i stil med den jeg så på Antropologies hjemmeside.

Et lille stykke julepynt.

Den sidste 10 kr’s ting er lidt speciel. Jeg er vokset op i 80’erne og da jeg var lille viste de lørdag morgen en tegnefilm, som hed He-man. Som med så mange andre tegnefilm blev der også lavet actionfigurer af serien karakterer og He-man var også en af dem.

Men når man er en pige, så får man ikke actionfigurer og jeg måtte misundeligt sidde og skæve til drengene, når de legede med deres megaseje He-man, Skeletor, She-ra og Panthor og hvad de nu ellers hedder. Derfor kunne jeg ikke nære mig da jeg så “the most powerful man in the Universe” ligge og rode i en kasse og købte ham straks. Figuren er ikke just i fantastisk stand – og ærligt talt, hvad fa…..skal jeg med en actionfigur. Så planen er at spartle de huller han har i brystet og så forgylde ham med bladguld. Hans ene hånd er krummet, så jeg tænker at han skal hænge og pynte i bedste Kaj Bojesenabestil.

Jeg købte også en porcelænsfigur af en siddende bjørn, altså figuren ikke sælgeren. Den fik desværre et slag på turen hjem, så der blev slået nogle flis af det ene øre. Det er rigtig øv er det, men der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det.

Jeg fiksede det ved at superlime de flis, som havde en størrelse, der gjorde at jeg kunne håndtere dem og så sparlte med polyfilla.

Nu har øret formen, så næste skridt er at male bjørnen. Jeg tænker neonblå måske?

Halen består af en masse rum og så hallen med boder. Inde i det ene af rummene fandt jeg disse 2 billeder.

Pigen i boden ville have 60 kr for dem begge og jeg sagde ok. Jeg gav hende en 200 krseddel og hun gav mig 170 kr igen…jeg sagde ikke noget.

Herhjemme har jeg malet og lakeret rammen på det store billede af vejen. Jeg brugte noget af den farveprøve, jeg ikke valgte til væggen, for så står rammen lige lidt ud fra vægfarven.

I alt kom jeg af med 210 kr. Min veninde fandt også en julegave til mig:

En loddekolbe, ganske som skrevet på min ønskeseddel – og til en rund 20’er.

Jeg tænkte nu jeg er igang med at vise loppefund, så smider jeg også lige den her med. En osteklokke, jeg fandt i genbrugsforretningen på Søndre Fasanvej.

En osteklokke er et fint og billigt alternativ til de dyre franske klokker.

Jeg kan rigtigt godt lide de små dekorationer og med klokken henover er rengøringen supernem.

, , , , , , , ,

2 kommentarer

mit maleri

Jeg fandt et maleri på et loppemarked her i sommers (se her), som trængte til en kærlig hånd og jeg havde lige idéen til hvad jeg skulle bruge det til.

Idéen er at befolke det sneklædte landskab med tegneseriefigurer, som reagerer på hinanden, men du skal nok få en mere detaljeret gennemgang, når jeg har fået alle de små fyre klistret på.

Jeg købte en stak tegneserier og gik i gang med en lille saks – naturligvis ikke før jeg liiige havde læst dem – og klippede figurerne ud. Det var et være pillearbejde og jeg mistede følelsen i den ene side af min finger i 14 dage, fordi saksen havde lukket for blodtilførslen til min fingerspids, så hvis du også vil lege med Anders And og Søren Spætte er det en god idé at anskaffe dig en saks med ergonomisk håndtag – det er i hvert fald min plan, hvis jeg finder endnu et fint maleri, som skal peppes lidt op.

Jeg har selvfølgelig tjekket om maleriet var noget værd, men jeg har ikke kunnet finde A. Mortensen nogen steder og så er der selvfølgelig også billedets tilstand:

Maleriet har ikke været behandlet særligt pænt. Det har små huller, hvor malingen er skallet af flere steder, så jeg tænkte at et nyt liv var tiltrængt. Hullerne bliver lappet af de små papirfigurer og til sidst får det hele en tur med decoupagelimen for at holde det hele sammen.

, , , , , ,

1 kommentar

jeg, en loppist

Puha hvor tiden flyver, jeg synes lige at i dag var i sidste uge, men nu skulle jeg have tid til at trække bremsen og pleje bloggen lidt. Jeg har dog kunne nå at snige mig væk og bruge lidt tid med at snuse rundt på loppemarkeder. Efter jeg flyttede til København, havde jeg faktisk opgivet loppemarkeder, fordi jeg synes at det var nogle voldsomme priser de holdt sig her i Kjøwenhavnstrup. Jeg har siden fundet ud af, at det er fordi de markeder, jeg var kommet forbi, er det som hedder antikmarkeder og her er det mere professionelle loppister, der står bag bordene og derfor driver boden som forretning.

Onkel Danny to the rescue

Så da min veninde spurgte om jeg ikke ville med på loppemarked, sukkede jeg, men tænkte at det skulle jo nok blive hyggeligt at hænge lidt ud med hende. Efter lidt forvirring endte vi på et loppemarked på Onkel Dannys plads på Vesterbro – et RIGTIGT loppemarked med helt almindelige mennesker og priser fra 5 kr.

Her er mit ran fra dagen. Jeg gik lidt amok i bar svime over at alting var så billigt, så jeg måtte revidere mine køkkenskabe, da jeg kom hjem. Hyldehøjden og stablen af margretheskåle kunne nemlig ikke helt enes efter at være blevet konsolideret med den eksisterende stak.

De 4 skåle og kanden stod mig i 100 kr, rammene en 20’er stykket, Norman gummivasen 40 kr og de 2 glaskolber, du kan ane i baggrunden, kostede en 10’er stykket.

Cirkuset i Bellahøj

Jeg har siden været en tur forbi Bellahøj loppemarked, der holder til på cirkuspladsen, hvor jeg formåede at slæbe et træcampingbordssæt med 4 stole, maleri og lidt andre småting med hjem.

Jeg faldt specielt for det her lille broderi, som dog trænger til en opdatering, men det er ikke noget lidt spraymaling ikke kan klare.

Jeg havde problemer med malingen og den krakelerede for mig, så det er en ommer, men det bliver neon orange igen.

Og maleriet – det skal der også arbejdes lidt på. Jeg kan egentlig kun lide stensætningen og træet, så gang i med decoupage og så skal det nok blive godt.

Hvis ikke, så har det kostet en 20’er.

De skjulte skatte på B&W

Jeg har også kigget mig omkring i hallerne på B&W. Her tale om en blanding af primært møbler både antikke og moderne, som teakmøbler fra 60’erne kaldes og et prisleje, som næsten formår at overstige mængden af støvpartikler i luften.

Der er dog alligevel en mulighed for at få et par fine ting med hjem uden at måtte erklære sig konkurs. Under Istedgade besøget faldt jeg for Benny Frandsens væglampe Ball som de fleste af os sikkert kan huske fra vores barndom. Jeg har i hvert fald fået kuglen i hovedet et par gange i mine barnefingres forsøg på at rette lyset ind. Lampen stod til 395 kr. og når det ville være helt perfekt med 2 stk, kommer prisen lige pludselig derop ad.

Her kom B&W til undsætning og jeg fik 2 ABO magnetkuglelamper, som Ball er en opdatering på. De kostede 250 kr. for parret, men den brune farve vækker ikke begejstring, så de må få en omgang maling for at tilfredsheden kan springe skalaen over mit gode køb.

Det blev også til en til lille broderet dame mere, hun kostede en 10’er og så en lilla brødskæremaskine fra EVA til 150 kr.

Jeg har aldrig set en i den farve, men der var ingen tvivl at det skulle være den lilla, frem for den olivengrønne.

Gode råd

Nu hvor du slet ikke kan vente til det bliver weekend og du selv kan springe ud som loppist, har jeg lidt gode råd at dele ud af.

  1. Intet er unikt!! Vi lever i en tid, hvor alt masseproduceres, så lad vær at forelsk dig i noget – kan du få en god pris har du scoret, hvis ikke kan du sikkert finde en mangen til på et andet loppemarked. Det er forbudt og den direkte vej til at betale overpris at stå og sukke over en ting, så vend ryggen til og gå din vej.
  2. Vær hård og krejl om prisen. Det er en del af morskaben ved at gå på loppemarked og sælgeren bliver ikke fornærmet.
  3. Prisen er aldrig endelig, men vær realistisk med dit bud. Du skal selvfølgelig huske at starte lavere end den pris du gerne vil betale, så du har lidt at give af, mens I krejler.
  4. Udsalgsreglerne gælder også her: Lav en liste over det du står og mangler. Når man først står på pladsen blandt alle de andre loppister kan iveren nemt gribe dig og du ender med at slæbe mange fine ting hjem, som du egentlig ikke har noget at bruge/plads til. Det kan godt være at det var billigt, men hvor skal det står og hvad skal du bruge det til – et spørgsmål jeg tydeligvis glemte at stille mig selv inden jeg slæbte afsted med mit maleri!
  5. Husk poser og småpenge. Du handler ikke med professionelle, så det er ikke altid de har husket emballage eller kan give tilbage på en plovmand. Faktisk er det meget smart at de ikke tager dankort for så kan du give dig selv et budget at shoppe for og skal ikke leve af havregrød resten af måneden, fordi du ikke kunne leve uden det der teaktræsspisebord.

Det var de kloge ord. Onkel Danny inviterer til loppesjov den 1. søndag i måneden, Bellahøj hver søndag og B&W både lørdag og søndag i alle weekender. Du kan se mere her, hvor du også kan finde et loppemarked i nærheden af dig.

, , , , , , , , , , ,

4 kommentarer