Archive for category hjemme hos….

Når tiden får vinger

Det er et år siden jeg sidst har skrevet et indlæg. Det føles ikke sådan, men det er det datoen siger på sidste indlæg, så det er jo nok rigtigt nok. Jeg har gennem de sidste 8 år kæmpet med tilbagevendende depressioner, hvilket også var katalysatoren for at starte bloggen. Det var noget jeg kunne, når nu jeg ikke kunne så meget andet.

Februar startede med 3 uger i sengen med lungebetændelse, som medførte at depressionen bankede på døren atter en gang – ÆV, nu gik det lige så godt eller…..næsten…….noget. For et år siden fik jeg min bachelor i møbeldesign, startede på at tage kørekort, jeg havde værksted i Valby og blev tilbudt job hos en snedker. 1. januar flyttede jeg ud af værkstedet, da vi ikke kunne blive enig om betingelserne i den nye lejekontrakt. Værkstedet står stadig pakket i kasser, men nu er det jo sådan at der ikke er noget som er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jeg har købt et hus med 2 hektar land på Fyn.

Det er en sætning, som godt lige må stå lidt for sig selv, for det lidt vildt alligevel. Faktisk lad os lige tage den én gang til:

Jeg har købt et hus med 20.000 kvm jord til, hjemme på Fyn.

hus

 

Der er lys, luft og ikke mindst plads til alle mine idéer. Se de 3 vinduer til højre – Det er der jeg vil lave en butik, hvor jeg skal sælge de ting jeg laver. Der er også plads til et træværksted, polster/syværksted og en sprøjtekabine til at lave en flot finish på malede ting.

Og så er der al jorden…

Jeg har gennem det sidste år læst Internettet igen og igen for at lære om permakultur, skovhavebrug og grønne ting generelt. Se det er ingen hemmelighed, at jeg er ualmindelig doven, noget jeg gør en stor dyd ud af, fordi hvor dovenskab i al almindelighed kun har negative konnotationer, så overses den fantastiske evne dovne mennesker har, ved denne negligeren. De ser nemlig ingen grund til ikke, at finde det sted hvor gærdet er lavest.

Oversat: hvis der er en nemmere måde at gøre noget på, så kan du være sikker på den dovne nok skal finde den.

Det er naturligvis her yderst vigtigt at dovenskaben er kombineret med en sans for kvalitet, så tingene ikke ender i “There I fixed it” et Internetfænomen af yderst morsom karakter, så længe det ikke er i eget hus.

fixed_it_18

Næ, det skal gøres ordentligt, men som rehabiliteret plantemorder, har jeg dog aldrig haft så meget som en altankasse under administration, så hvad får mig til at tro at jeg så kan styre en hel mark?

I mit ønske om at få min egen lille grønne plet og hvad jeg skulle gøre med den, faldt jeg over permakultur:

“Permaculture is a philosophy of working with, rather than against nature; of protracted & thoughtful observation rather than protracted & thoughtless labour; of looking at plants & animals in all their functions, rather than treating any area as a single-product system.”
Bill Mollison

I 70’erne så australieren Bill Mollison, hvordan det intensiverede landbrug ødelagde naturen med en glubsk appetit for fossile råstoffer, så han formulerede en “ny” måde at arbejde med naturen, frem for mod den, som man gør i konventionelt landbrug, hvor man fjerner alt og erstatter det med én slags plante. Det forekommer ingen steder i naturen, så den går i gang med at fikse, hvad den ser som et katastrofeområde, ved at sende sine pionere ind og starte helingsprocessen. Pionerer som vi også kalder ukrudt

Når naturen bestemmer, vil den gerne have skov. På billedet kan du se hvordan det fungerer. Først blæser frø fra 1-årige planter (det er dem vi kalder ukrudt) ind over den bare jord. Det vokser hurtigt op og dør ned for at skabe kompost til jordforbedring, med tiden kommer så de flerårige planter til, så buske, små og til sidst store træer til en moden skov.

Derfor arbejder man i permakultur bla. med samme systemer som findes i en skov. Det hedder de 7 lag

7lag

Der er planter, som er rigtig glade for hinanden og nogle som ikke så godt kan lide at vokse ved siden af hinanden. Nogle skal have lidt hjælp som noget at kravle op ad, skygge eller ekstra blomster til at tiltrække insekter, der kan bestøve dem og det er sådan set det, det går ud på. Okay det er en lidt forsimplet gennemgang af det hele, men nu ved du lidt om grundlaget for min begejstring.

Se, noget som altid har irriteret mig ved “havekulten” og dens tilbedere er deres insisteren på lige linjer og den enorme tid og slid der sættes ind i kampen mod naturen. Alle mine havedrømme kan bedst vises sådan:

Vild, fuld af huler, gemmesteder og fred med fuglefløjt, flødeskum og hele moletjavsen. Samtidig så er idéen om at kunne smovse i jordbær og nye kartofler heller ikke helt tosset, så med sædvanlig nysgerrighed, gik jeg til makronerne og indtil videre så virker permakultur som et rimeligt fantastisk svar: Få det hele uden at luge – næsten.

Der skal selvfølgelig lidt arbejde til at etablere sådan en have og jeg har ikke det store budget til at gå amok i en planteskole med, så det bliver på samme måde, som jeg startede sidste sommer – hvis du har fulgt med på Instagram, så ved du, at der var jeg på rov for at finde spiselige planter til vores gårdhave. Det er jo det smukke ved naturen…og søde mennesker som gerne vil bytte med nye og spændende ting. Den ene rabarberplante, jeg troede havde overlevet flytningen, viste sig bare at være Georg Glad mellem sure rødder. Efter et år i jorden, er de kommet til fornuft og skyder nu lystigt, hvilket giver mig optimisme for min fremtid som gartner og så er det ellers bare at gå i gang:

mark

 

 

, , , , , , , , , ,

2 kommentarer

man må have humor

Når man læser så mange artikler, blade og bøger om indretning som jeg gør, er det virkelig vigtigt at have sin humor i behold for ikke at blive totalt utålelig at være i nærheden af. Der er ikke noget være end folk der prædiker, hvad end det er glutenfri, slyngebarn eller minimalisme.

Journalister, der skriver om indretning, har en hvis kvote de skal opfylde – hvilket jeg er befriende sluppet for i dette format og kan nøjes med at skrive, når jeg har noget på hjertet og ikke mindst tid. Jeg læste en artikel på Dwells hjemeside og begyndte at grine allerede da jeg så billedet på forsiden af artiklen:

Dunbar-Astrkhan-Cabinet-Frenzy

Det er måske ikke umiddelbart voldsomt grinagtigt, men jeg har for nyligt set Lena Dunhams debutfilm “Tiny furniture” hvor lejligheden hendes familie bor i har en hvid skabsvæg, som den du kan se på billedet. Der bliver refereret til så ofte at den nærmest bliver en karakter i sig selv om ikke andet som et symbol for minimalismens overdrev.

lena dunham tiny furniture large_wYw5khafkADAVHt6RiDJScFNzYs

Filmen handler ligesom hendes serie “Girls” som sådan ikke rigtigt om noget, men er mere et øjebliks billede af New Yorks øvre middelklasse og hvor hårdt det er, ikke at mangle noget. Hun spiller selv hovedrollen som forkælet-først i tyverne-lige ud af college-femtedelslivskrise ramt-pige, hvis mor er kunstfotograf, som tager billeder af miniaturemøbler. Jeg kan godt lide serien og jeg har en fascination af miniaturemøbler, så jeg klikkede afspil, da Netflix foreslog filmen.

lena dunham tiny furniture 539w

Er det en god film? Tja, hvis man kan lide serien, så er der ikke nogen grund til ikke at give den et kig, mens man venter på nye afsnit. Har du aldrig hørt om den, men er til indiefilm, igen så yes klik play for en god oplevelse, for hun kan altså ligesom Woody Allen noget med sofistikerede samfundskommentarer. Finder du til gengæld Lena Dunhams univers alt for navlebeskuende og kvalmt, så ville jeg nok springe den over. Jeg er fan, men ikke fanatisk og hendes bog, som jeg fik i fødselsdagsgave, har jeg endnu at nå slutningen af første kapitel af.

Så hvad er det så jeg sidder og griner sådan af? Lad os vende tilbage til skabsvæggen i filmen.

lena dunham tiny furniture screen-shot-2012-05-04-at-7-13-14-pm

Som du kan se er der ikke den store forskel på den og så skabsvæggen på det første billede, hvor journalisten beskiver hvordan du med Ikeas køkkenskabe billigt – efter boligbladsstandarder – kan lave en hel væg med opbevaring. Idéen er da heller ikke helt tosset, men når man som har en væg af uniforme skabe og farver, så begynder det at blive besværligt at finde det man skal bruge, hvilket også er situationen på billedet. Aura skal bruge en ny pære og de ligger i skabet, men hvilket?

Jeg går selv med planer om sådan en væg og jeg er ikke så vild med skydelåger som løsning, hvilket vil få dele af væggen til at stå i forskellige niveauer og jeg synes det er pænere med låger i ét plan som på billedet. Forskellen på min væg og den afbilledet er, at jeg har brug for garderobeopbevaring og det vil automatisk give større låger. Jeg har lovet min mand, at jeg ikke bygger fra bunden, fordi det roder og det kan han ikke overskue, så for fred og fordragelighed i ægteskabet, har jeg lavet en løsning, hvor vi køber nogle PAX skabe i Ikea. Jeg har insisteret på selv at lave lågerne, for at få det færdige udseende til at se indbygget ud. Vi bruger mine hvide metalskabe til vores tøj, men der er ikke også plads til sengetøj og håndklæder, så de står i en kurv ovenpå sammen med kassen med gavepapir og kassen med gæstedyner og det er begyndt at rode mere end det hjælper. Der arbejdes på planer og opsparing.

Er du selv gået overbord med minimalismen, så tag et realitetstjek eller få dig et godt grin her:

hidden-cupboard

, , , , , , , , , , , , ,

1 kommentar

et hjem med sjove detaljer

blog SuperLimao-Studio-7

Det er ved at være længe siden, at vi har været på en tur hjemme hos nogen. Jeg skriver nogen, for jeg ved ikke hvem der bor her, da det er præsenteret som indrettet af et arkitektfirma, som du kan læse mere om her, men any hu. Jeg sad og scrollede ned gennem emailen og der var ikke rigtigt noget der stak ud indtil jeg nåede til dette billede:

blog SuperLimao-Studio-4

Sjove portrætter og der der hæklede skamler…..jo, jo det er ret fint….hvad mere?

blog SuperLimao-Studio-2

“Er det en bjørn?” Og ja, det er det en puf formet som en sovende bjørn! hvor fantastisk er det lige?! Så fik jeg øje på det orange tv, skamlen, der er en gyngehest, hvad end den der hængende grønne ting er, men som er min yndlingsgrønne farve og det lille sidebord ved hvid top og drejede ben. Med så mange sjove ting i et billede, scrollede jeg tilbage til toppen og kiggede igen og der var ganske rigtigt mange flere små sjove detaljer lige efter mit hoved. Selv øreklapstolen, der bare så lidt gammeldags ud med det mønstrede stof på billedet ovenover, bliver sammen med gyngestol puffen en sjov detalje. Min personlige favoritstil at indrette mit hjem i. Så lad os skynde os at se nogle flere billeder:

blog SuperLimao-Studio-1

Blå lampe og skænk og så en orange stol som kontrast.

blog SuperLimao-Studio-13

blog SuperLimao-Studio-15

Snehvide under glasklokke, hvor fint er det lige og kaninen i hullet i muren. Der er sikkert flere ting end det jeg har nævnt for jeg bliver ved at finde nye ting hver gang jeg kigger på billederne, hvilket er det jeg elsker. At gå rundt et sted jeg har været mange gange og alligevel opdage noget nyt.

Som uglen på mit køleskab og den lille pipfugl over døren i mit køkken:

SONY DSC

blog fugl over døren

Jeg har mange flere ting og opstillinger end det, men jeg magler stadig en lille dukkehusdør på min hoveddør, som jeg er lidt besat af efter at have set dette billede:01funny04232010_rect540

Jeg knuselsker den opstilling så meget og ikke mindst det forestillinger man kan gøre sig om hvad og hvem der bor bag ved døren. Det er naturligvis nogen som er totalt sej, for ellers spiller man ikke på elektrisk guitar…

Hvad med dig har du også små sjove detaljer derhjemme?

, , , , , , , , , , , , , ,

Skriv en kommentar

historier om et værksted

I sommers rykkede jeg ind i hvad nu er mit værksted, så var det ikke på tide at vise det lidt frem.

ploeffftomt

Jeg har desværre ikke et billede at rummet inden vi malede. Der var et almindeligt støbt betongulv, men uden nogen form behandling, hvilket gør det svært at holde rent. Vi valgte at male gulvet hvidt af flere grunde. Det andet rum mod gården havde været malet før, så det lå meget lige for at vælge maling og så er det den billigste og nemmeste løsning, selvom det ikke føltes sådan midt i tropevarmen.

ploefffsyning

Tæppet på gulvet var til at ligge på når varmen blev for meget og det blev det ret ofte med de temperaturer vi havde midt i juli. Malingen er som altid fra Ninna’s Farvehandel på Amagerbrogade og den er vandbaseret, så den er tør på 3 dage istedet for de 14 dage en oliebaseret skal bruge – samme type som jeg brugte i mit kontor. At male et gulv i noget som skal bruges til værksted hvidt, er måske ikke det smarteste i forhold til at alt skidt vil være synligt, men det er ikke derfor vi valgte hvid. Værkstedet er en række kælderlokaler og dermed er lys umiddelbart en udfordring. Ved at male gulvet hvidt vil lyset blive kastet op mod loftet når det skinner ned gennem vinduerne.

ploefffværstedtomt

Jeg deler lokalet med en kunstmaler, men midt i ferievarmen gik der et par uger før hun havde tid til at flytte sine ting så jeg bredte mig lidt imens, men mere om det en anden gang.

ploefffværksted

Jeg flyttede mine ting ind, men med mere vægplads end i mit kontor derhjemme manglede der et par hylder til de sidste ting, som du kan se. De hylder jeg havde i forvejen er købt i Silvan og da jeg ikke lige stod og havde ekstra penge til en Silvantur, fik de sidste ting lov at blive stående i deres kasser indtil jeg havde mulighed for at ændre ved situationen.

Jeg har før snakket om min sans for tingfinderi og den er der skam stadig. Gennem en af de der gratis/gives væk grupper på facebook, fik jeg en enkeltmands kaneseng i træ fra 70’erne. Den er efter gamle mål, så moderne madrasser passer ikke i den, men den er lavet af godt træ, så jeg tænkte at den skulle jeg nok kunne få noget godt ud af.

ploefffsengehylder

Jeg har ikke fået et oversigtsbillede, så man kan se hele raden af hylder, men her er hvad der blev af kanesengen. Jeg skruede de forskellige dele fra hinanden, så jeg endte med 4 store dele og en bunke beslag og endelister. De 2 underste hylder er de 2 langsider af sengen og det bræt som står på gulvet er fodenden. Der er et mere som er dobbelt så bredt fra hovedgærdet (altså ligeså bredt som vingenerne på de 2 hylder), men det har jeg ikke brug for i denne omgang, så det er gemt til en anden gang.

ploefffhygge

Jeg er superglad for værkstedet og efter jeg har fået min fine stol gjort siddeklar er det helt perfekt. Jeg bliver som regel træt om eftermiddagen, så den er perfekt at tage et hvil i og få lidt frokost og en kop te. Faktisk er der blevet så hyggeligt at mit bord er blevet til improviseret mødebord, når der er brug for det.

ploefffmødehygge

Selvfølgelig med kaffe, te og kage – det skal der til! Her med 2 af de fantastiske damer fra værkstedet. Kathrine i zebra er min kunstmalende værkstedroomie og Leila i sort er supersej smykkedesigner, der desværre forlader os for at tage til Brasilien i et stykke tid, men mon ikke hun vender stærkt tilbage med sommeren til næste år? Det håber vi i hvertfald.

 

 

, , , , ,

Skriv en kommentar

kan du holde på en hemmelighed?

Jeg har lånt et lille udsnit af en housetour fra Rotterdam:

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men se engang hvad skabet gemmer:

Familien har lavet et helt gæsteværelse inde i et skab, der derfor kan gemmes væk, når der ikke er brug for det. Et gæsteværelse er lidt af en luksus, når man bor småt, men jeg synes at det her, er en rigtig god løsning selv på mine kun 48 kvm.

Det, der især virker er, at skabet er gulv til loft og væg til væg, så det kommer til at virke som om at det er hele væggen, der er rykket et hak og det er det du skal bide mærke i. Den fejl man oftest begår i små rum er at fylde det med små møbler, for ikke at de skal overvælde rummet. Det der kan ske er, at alle de små møbler kommer til at virke imod hensigten og rummet virker rodet. Kig på det første billede igen og forestil dig at i stedet for skabsvæggen stod to skabe og en kommode.  Det ved siden af den lille rumdeler, kaminen og hylden og det hele skaber en uro, fordi øjet hele tiden skifter niveau, når du kigger rundt.

Nå, men tilbage til det fine gæsteværelse. Jeg har nemlig en enkelt ting jeg ville ændre og det er benene på sengen. Jeg så de her fine ben på nettet:

Det er det svenske Prettypegs og der er mange at vælge imellem:

Så hvis du ikke har mod på selv at kaste dig ud i at lave ben, så er det bare at klikke og bestille. Selvom det ikke er så svært, jeg er i hvertfald meget glad for mine.

, , , , , , ,

Skriv en kommentar

opfindsomme Berlin

Jeg er fuldstændigt og helt aldeles skudt i Berlin, hvilket også betyder mindst ét besøg om året- det seneste her i april.

Men en ting er følelsen, noget andet er at forklare andre, hvorfor jeg er så vild med byen. Det er jo ikke kun én ting, men en jumbogigastistisk pose af blandede bolsjer. Jeg har selvfølgelig taget en masse billeder, så jeg kan forklare:

Berlin er stor og kvarterene er vidt forskellige fra hinanden, så for at præcisere er min crush er dybt forankret i Fredrichain, Kreuzberg og Prenzlaurberg – faktisk det meste af det gamle øst. Her har byudviklerne ikke strøet om sig med glas- og stålmonstre i helt samme omfang som i vest og kvartererne har derfor fået lov at beholde den charme, år, brug og menneskeliv har givet dem.

Byens historie og ikke mindst østregimets slunkne økonomi, har givet fantasien plads til at lege med forhåndenværende materiel.

Som her hvor 2 øl- og brødkasser giver den franske altan ekstra plads.

I den imponerende store genbrugsbutik Humana, den tyske udgave af en røde kors, er trappen op til øverste etage – den med retro tøj – udsmykket med fine, farvestålende billeder, der ved nærmere eftersyn, overrasker i materialevalg. Kan du se hvad det er?

Et hint: du ser det hver eneste dag i bybilledet.

Det er de reklameplakater, som i ly af natten klæbes op på rækværker og elkasser rundt om i byen. Nogle af lagene er revet af for at fritlægge tidligere opklæbede plakater og giver dermed en farverig kollage fint indrammet.

En helt genial løsning jeg blev nødt til at dokumentere er denne boghandels udendørsudstilling.

Det er skuffer med lås, som skubbes ind under butikkens gulv om natten – det er altså VIRKELIGT smart!

Noget af det, som også er så tiltrækkende ved byen er alle de grønne pletter, der titter frem. Her en brolagt gade med blomstrende blommetræer.

Her en lommepark flankeret af butikker og barer på alle 4 sider.

Selv på altanerne blomstre det grønne – måske lidt alternativt med et birketræ på en altan, men som sagt, så er det her et sted, hvor fantasien har friere tøjler, end jeg er vant til. Jeg er nu stadig supernysgerrig efter at vide om træet står i en potte eller det bare har plantet sig selv. Altanen holder pokerfjæset og kortene tæt til kroppen.

Der hvor jeg har tullet rundt, er de fleste fortov er meget brede og har bede ud mod vejen. I et byforskønnelses – ikke -nyelses – projekt har borgere og myndigheder bygget bænke rundt om bedene, så alle kan sidde og hvile benene og nyde byen.

Det obligatoriske billede af fjernsynstårnet, der kan ses ligemeget hvor du befinder dig i byen.

Og så er der butikkerne…..

Her er det butikken “Schwesterherz,” en øjeblikkelig yndling med alle dens små dimser og fine papir.

Årh hold op! du ved du vil, for finere bliver det ikke – du kan endda få en kop kaffe, hvis du har brug for en pause. Prøv engang at hoppe tilbage til billedet af butikkens facade – den er helt nydelig og pæn selvfølgelig med en bænk for hyggens skyld, men ensartetheden er faktisk sjælden. Her har barens ejer lavet et skilt med tape.

Og her er facaden kunstfærdigt udsmykket med sirligt tegnede monkytonker, hiksere, boppere og andre fantasidyr.

Et nærbillede, så du bedre kan se.

Det kan faktisk til tider være svært at se om det er grafitti eller en butiksfacade, men mere om det en anden gang.

Sidst jeg var i Berlin boede jeg privat. Lejligheden lå i stueetagen, hvilket normalt ville give grund til bekymring, men det har de også fundet en løsning på: skoder – det var lidt sært at ligge i sin seng med åbne vinduer i en stuelejlighed i en storby, men også underligt betryggende og meget hyggeligt at kunne høre gademumlen. Her er et billede af sådan nogle basser.

Den sidste dag brugte jeg nogle timer med at sidde på en restaurant og kigge på mennesker, drikke te og ikke mindst spise deres fantastiske mad. Restauranten ligger rundt om hjørnet fra en lille biograf, Kino Intimes (som har den mest fantastiske væg med street art) og hedder Restaurant Intimes. Maden er tysk/tyrkisk uden at falde i turistklichéerne. Jeg fik mig en rød pebersuppe med brød.

Først synes jeg det så lidt kedeligt ud, men da jeg brækkede et stykke af brødet opdagede jeg at det var smurt med en hvidløg/tomatsauce, der smagte så fuglene sang og suppen gemte på små, salte fetatern der gav et lille spark til peberens røgede smag. Hvis ikke det havde mættet så godt, havde jeg bestilt en ekstra portion for mums! Jeg havde efterhånden tilbragt 5 timer ved mit lille bord, så jeg købte også en dessert for at få regningens total til at stige lidt, men den var lidt trist eller den var pandekager med is – hverken mere eller mindre. Men selv med dessert, suppe og 5 kopper te blev det ikke mere end 15 euro (ca. 111 kr.) Jeg kunne godt have købt noget mere eller dyrere, men jeg købte det jeg havde lyst  til. 5 timer? ja, jeg var helt shoppet ud og ville bare gerne sidde ned et sted med toilet. Jeg havde 20 euro tilbage og 7 timer til jeg skulle med bussen hjem, så jeg valgte at hygge mig med mig selv.

Det eneste jeg ærgre mig lidt over ikke at have købt var denne lampe:

Egentlig ikke spektakulær, men der er noget ved den måde glassene ligner en sky af sæbebobler, som er lidt fint. 70 euro ville manden i antikvitetsbiksen have for den, hvilket ikke er dyrt for så stor en lampe, men jeg kunne simpelthen ikke slæbe mere med alt det andet jeg også havde købt:

Dvd’erne er vist en meget god målestok for de andre tings størrelse, men hvem har ikke brug for en enorm badeand, et sartrosa toiletskab og en vandkande udformet som en snegl? Jeg kunne i hvert fald ikke leve uden, men med én rygsæk på slæb nåede jeg også grænsen, for den var allerede fyldt med klöse, saurkraut og andre tyske specialiteter fra en større tysk dagligvarerbutik.

Læg for øvrigt mærke til baggrunden. Det er mit malerprojekt der skrider fremad – omend en smule sløvt.

, , ,

1 kommentar

hjemme hos…min veninde

Jeg har været på besøg hos min veninde med mit kamera. Hun bygger selv ligesom jeg og vores shoppeture går da også langt oftere til Silvan og Bauhaus end Støget. Jeg kan rigtigt godt lide hendes maskuline stil i sit materiale valg som de rå, sandspartlede vægge og mørke farver på loft og gulv, der samtidigt balanceres ud ud med feminine detaljer som blødt skind og pink detaljer.

Farmor hjørnet komplet med frynset lampe og rokokostol.

En moderne fortolkning af den brølende kronhjort, samt en lille detalje i at samme tapet er brugt som bagbeklædning på kontakten, som loftet.

Læsehjørne med egostol til at fordybe sig i en god krimi.

Spisestue/soveværelse. Ved at bygge et enormt skab har min veninde delt rummet i 2, hvor skabet fungerer som væg og går fra gulv  til loft. Spisestuen har ikke noget vindue, hvilket giver en hyggelig hulestemning og meget intim spiseoplevelse.

Siden af skabet er monteret på hænglser og fungerer som dør, til at lukke soveværelset af for nysgerrige blikke. Megasmart og klart min yndlingsdetalje i hendes hjem.

, , , ,

2 kommentarer