Archive for category designprofiler

Lalala da dumdumdadi

Jeg har en sang siddende fast i mit hoved, men til forskel fra dem, man er ved at blive sindsyg over, så klikker jeg play flere gange om dagen på youtube, fordi jeg bliver i så godt humør af at høre den – måske er det beatet, den sjove blæser eller teksten, jeg ved det ikke. Temaet er i hvertfald ikke fjernt fra min lille verden: Genbrug eller “Thriftshop”, som sangen også hedder. Du har sikkert hørt den i radioen eller måske klikket play på youtube. Det er der i hvert fald 216.757.395 ja, du læste rigtigt over 216 millioner gange er den blev afspillet, hvilket er temmeligt imponerende.

“Men han synger jo om tøj, det er altså ikke så bolig-agtigt!”

Jo, jo, de er jo i en genbrugsbutik, så jeg har lige napset et par skærmbilleder til dig:

macklemore3

Sikke en fin globus, der står under bordet…

macklemore2

og et flot udstoppet stykke dyr, lige til at hænge op

macklemore1

Faverne i baggrunden har lidt mere kraft end årets hippe pasteller, men jeg synes de gør sig rigtigt godt sammen.

macklemore4

Se dette er den egentlige grund til at skrive om denne video: Jeg blev vækket med sangen af  min clockradio og da jeg ville finde høre den der sjove sang fra i morges igen, søgte jeg på youtube og fandt videoen. Det er væggen bag kasketKarl, som fangede mit øje. Der er et eller andet over den de har taget noget som er så fransk og vendt det på hovedet, der gør det helt fantastisk. Det er jo rent Alice i Eventyrland og balancerer klart på linjen mellem tacky og nå ja “fucking awesome!”

macklemore7

Hvis ikke min brandtale har fået dig til at klikke play, så se den fordi det bare er en sjov video fyldt med mennesker, der oprigtigt ligner at de har det virkeligt sjovt.

, ,

Skriv en kommentar

tips til en nemmere hverdag

Internettet er lidt ligesom et gennemsnitligt loppemarked. Fuldt af dårlige køb, men med små glimt af genialitet. Nogen gange falder man også over noget, man ikke lige stod og vidste, at man godt kunne bruge. Hjemmesiden Real Simple er et godt bud på det sidste. Jeg fandt den via en bannerreklame  og brugte lidt tid på at surfe rundt på siden. Jeg kiggede kun under menuen: “Home & Organizing,” da det var det eneste jeg synes så spændende ud, men der er også opskrifter, artikler om job og liv mm. En slags virtuel “Alt for damerne” så at sige. Her er mine æselører ved idéer, jeg synes var værd at gemme.

Første billede er en magnet fastgjort på indersiden af toiletskabet, så pincetten ikke bliver væk – taget i betragtning af jeg brugte 2 uger på at prøve at finde min negleklipper, gav op og købte en ny, for et par dage efter at finde den gamle, så er dette lige til højrebenet.

På en travl morgen kan et fladjern bruges til at rette et par rynker i skjorten, hvis tiden ikke er til at finde strygebræt og -jern frem, men husk lige at tørre det af så du ikke ender med hårprodukter på tøjet!

Bøjler med gummiindlæg til at sikre at tøjet ikke glider af bøjlerne er altid lidt dyrer end de almindelige. Ved at vikle en køkkenelastik om hver ende af bøjlen, kan du selv hacke dine bøjler for at opnå samme effekt OG elastikkens gummi burde også holde på bluser med vid halsudsklæring – jeg tester selvfølgelig og vender tilbage.

Det er egentligt ikke et tip jeg tror jeg får brug for, men det er så betænksomt at det tager jeg også lige med: elastikker om glasset hjælper små hænder holder bedre fast på kolde, våde glas.

Hovedtelefoner i tasken er en evig hovedpine at holde orden på, men rullet sammen og opbevaret i et gammelt kassettebåndscover og de skulle holde sig i ro.

Den her synes jeg er virkelig smart: sugerør om bunden af stilken på blomsterne for at forlænge dem, så buketten virker større og mere imponerende.

Og til sidst: popcorn som pakkemateriale er billigt og smart, men mest hvis man har en popcornmaskine, som kan poppe popcorn uden olie ellers skal du huske at pakke tingene ind i plastik, så olien ikke smitter af på det du vil sende.

Det er jo det rene mormors huskeråd, hvis så bare jeg kunne huske hvor jeg lagde de der elastikker…

, , , , , , , , , , , ,

4 kommentarer

hov, hvad var det?

Nogle gange falder man ganske uventet over noget helt fantastisk, når man tøffer rundt på det gigantiske internet. Jeg sad og googlede noget med kufferter, da jeg stødte på det her billede:

Der var et eller andet ved det billede som fangede min interesse, så jeg gik i gang med at undersøge. Designet er af en designduo der hedder James Plumb en sammentrækning af de to medlemmers navne: Hannah Plumb and James Russell.

Og det 1. billede er bare en miniudgave af deres kuffertvæg. Jo større væg, des flere kufferter:

Som du nok har luret fra stilen på billederne, så er de tos fokus fast sat på en finish, der hører et par århundreder tidligere til, nærmere betegnet det der på engelsk kaldes “Dickensian” eller den stil der fandtes på Charles Dickens tid, altså sådan som der så ud hos “Oliver Twist” og i “Et juleeventyr” (den med Scrooge, tiny Tim og spøgelser fra fortid, nutid og fremtid.)

Rent tidsperiodemæssigt, så er det mere korrekt at kalde det den viktorianske tid, da de i England navngiver tidsperioder efter deres monarker, men da Dickens primært beskæftigede sig med de fattige samfundslag, hvor det bestemt skortede på guldbelagte møbler, så ved man hvad der menes med “Dickensian times.” Ih, hvor lød det klogt, så lad os straks kigge på nogle pæne billeder af deres fine designs:

“Sampson”

“The one room hotel”

“For as long as we both shall live”

“To love and to cherish”

“To have and to hold”

“Bambi chair” Lavet af en dansk skolestol fra 50’erne.

“Cluster chandelier”

“Tessellating ceiling roses” Den er så fin at jeg tror at jeg måske bliver nødt til at lave en til mig selv.

“We all talked together” (Parlavanno tutti insieme) En virkelig smart måde at udvide sin bordplads. Her har de skåret et bord igennem på langs og tilføjet en hylde i midten af bordet. Det er da smart!

Og så lidt billeder af deres hjem og værksted.

Der er et eller andet der tiltrækker mig ved det forfald og ælde som deres design dyrker. Der er noget hyggeligt og hjemmeligt over det, men kunne jeg bo sådan? Jeg tror at jeg er for glad for plastik, men idéerne er universielle, som det udvidede bord eller de kombinerede loftsrosetter.

Og så er det tid til tilståelse: Jeg gik lidt overbord med at reasearche perioden, men det betyder jo også at der er lidt godbidder til dig. Jeg har fundet en britisk tvserie der hedder “Little Dorrit” og ja, det er en dramatisering af en Charles Dickens historie.

Det er ikke svært at se hvor James Plumbs inspiration kommer fra:

Du kan se den på youtube og her er 1. afsnit:

Men pas på, man kan godt blive lidt afhængig! Den handler kort fortalt om Familien Dorrit, der bor i Marshallsea skyldnerfængselet, men hvordan er de endt der? Uhh, spændende ikke? Klik play og find ud af det. Dog får du lige et par stills fra serien, for den har faktisk nogle ret interessante boligfifs, som vi kan lære noget af:

Læg mærke til vinduet i væggen. Som du kan se er lokalet meget mørkt – mangel på elektricitet og sådan – men med et vindue i midten kan lyset spredes bedre i huset.

Her et billede af mr. Dorrits celle i Marshallsea. Bænke om bordet for maksimale siddepladser og så det virkelig smarte: Cellen er et stort rum, så sengen findes inde i skabet:

Kan du se det? En lille skammel til at kravle ind over og opbevaring i bunden. Dørene kan lukkes så sengen er ude af syne. Der findes også moderne udgaver af den slags senge, som jeg tidligere har skrevet om.

, , , , , , , , , , , , , , , , ,

2 kommentarer

mor er ikke vred, mor er skuffet

Til dem som abonnerer på bloggens indlæg via email:

Endelig er problemet med de gnallede links løst. Til gengæld virker linkene ikke i emailen, så for dem, som ikke er hoppet ind om bloggen for at se filmen, er her linkene i gnallingsform:

PH: Philosophy of light

del1

del2

del3

Kom så ikke og sig du ikke får service 🙂

, , , ,

Skriv en kommentar

Historien om PH

De fleste af os ved hvad en PH lampe er, men hvor meget ved du egentlig om manden bag? Ud over titlen som lysmager, kan han også skrive arkitekt, revykunster og filminstruktør på sit CV.

I dagens udgave af Politikken kan du læse en anmeldelse af Hans Hertels bog “PH – en biografi.” Og den får fine ord med på vejen: “Hans Hertels store bog er lutter læsefryd, oplysende, fyldt med illustrationer og citater, så man bliver nødt til at læse den to gange, hvilket ikke er en sur pligt, men en fordobling af fryden.”

Bogen er 568 sider lang, så hvis du ikke helt er sikker på om du skal give dig i kast med den, kan du starte med en lille dokumentar, hvor Poul Henningsen selv fortæller om tankerne bag lamperne. Der er de sædvanlige youtuberestriktioner på filmen, så den er klippet op i 3 bidder. Her linkene til dem alle:

, , , , , , , , , ,

1 kommentar

en stop motion sofa

En sød lille video om hvordan denne fine udendørssofa blev til: The sofa movie. Jeg ved ikke hvorfor, men wordpress har lavet deres setup om, så man ikke længere kan se youtubeboksen, men bare får et gnallet lille link, så klik på linket for at se filmen.

,

Skriv en kommentar

kompakt bolig med plads til det hele

Sølle 38 kvadratmeter og et tidligere liv som tandlægepraksis er ikke det man tænker på, når man ser de fantastiske efterbilleder af  Suchi Reddys gennemrenoverede New Yorkerlejlighed. Billederne er fra en artikkel på nymag.com, hvor der også er lidt flere billeder i deres galleri.

Jeg synes ikke rigtigt at billederne giver det fulde billede af lejlighedens smarte løsninger, men det har hun tænkt på og har lavet en video, der bedre giver et overblik over, hvordan det hele er skruet sammen.

, , ,

Skriv en kommentar

tegne? det er noget man gør på vinduer

Jeg kom forbi Kaffebaren på Amager og de har lavet det perfekte efterbillede til mit næste projekt.

Jeg bor i en etageejendom med en tilsvarende bygning på den anden side af gaden, hvilket betyder at der er fri udsigt ind i mit hjem fra begge sider. Jeg regner ikke med at mine naboer benytter udsigten som alternativ, når agurketiden rammer fjernsynet, men derfor kan det nu alligevel være rart at øge følelsen af privatliv.

Det er egentligt et simpelt optisk trick, der ligger til grund for projektet. Øjne er dovne og vil fokuserer på det, som er forrest frem for at kigge “rundt om” objektet. Den letteste løsning er at klæbe ruden til med frostet klistervinyl, men jeg vil jo også gerne kunne kigge ud og med det sparsomme lys jeg har, så er jeg yderst påpasselig med at blokere lysets indfald. Mange caféer har en lille tavle med dagens menu ude foran og jeg har bemærket at de er gået bort fra kridt og bruger en form for tush og siden menuen skal kunne skiftes ud, må den også kunne vaskes af igen – det kunne godt virke til vinduer! Så afsted til hobbybutikken. På vejen kom jeg så forbi Kaffebaren og se bare der – det kan godt lade sig gøre.

 

Nu skal jeg bare liiiiiige have vasket vinduer og så skal der ellers tegnes.

, , , ,

2 kommentarer

hov se der!

Når jeg oser i butikker er det ikke kun de udstillede varer, men også selve udstillingen jeg kigger på. Udstillinger i butikker laves som regel af uddannede dekoratører og jeg trækker gerne på deres professionelle kneb. Jeg har været en tur i Magasin og der var bid:

Det er det hvide mønster, der fangede mit øje. Det er måske lidt svært at se på billedet, men det er lavet med klistervinyl, ligesom det jeg brugte til mit skuffeprojekt i køkkenet.

Det smarte ved sådan noget er, at der på bagsiden er trykte tern til hjælp, når man skal skære figurer ud og så er sådan et geometrisk mønster jo ingen sag.

Jeg var også rundt om Menu’s stand og et produkt jeg har undret mig lidt over er deres nye lysestage pipe. Den er fin, men hvad gør man når ikke lige man ligger inde med et træ?

Det ved de snu dekoratører i Magasin:

De har hamret stagerne ned i en bog de har bundet ind i fint papir og så kan alle jo være med og det kan jeg jo godt lide – det er demokratisk design!

 

, , , , , , ,

1 kommentar

en boligvarehusanmeldelse, en service til folk med ekstra penge

Når det kommer til boligvarehuse, er jeg mest til Ikea. Primært fordi jeg kender deres sortiment og fantastiske serviceniveau, men da min veninde for noget tid siden ringede og spurgte, om jeg ikke havde lyst til en tur i Ilva, tænkte jeg: “hvorfor ikke – det skader jo ikke at prøve noget nyt engang i mellem.”

Hun havde fundet sig en lysekrone, som hun gerne ville købe og nu er det nu engang mest hyggeligt at foretage dagsrejser med rejseledsager. Dagsrejse, fordi den nærmeste Ilva ligger i Lyngby, en god gåtur fra stationen. Det er her jeg måske lige skal forklare: Når man som jeg bor København og ikke har nået børnefamiliefasen endnu, ligger chancen for at have erhvervet sig et kørekort endsige være i besiddelse af et køretøj i promiller ikke procent. Så det er ganske almindeligt at tage i Ikea med bus og man skal op i varekategorier som seng eller skab, før man overvejer ikke at tage det med tilbage i bussen. For at illustrere, så gav min mor mig en hånd med at slæbe, da jeg var ude og hente denne lille sag. Det er ren Kaj og Andrea rejsesang, men også hyggeligt nok, fordi man er nødt til at være 2 om turen.

Nå afsted mod Kongens Lyngby vi drog og jeg skal indrømme, at jeg var da lidt spændt på, hvad Ilva havde at byde på, men det var så også ca. det. Jeg har da kigget i Ilvakataloger og hvor der har været enkelte ting, som jeg har syntes var fine, så bekræftede mit besøg i den fysiske butik ganske godt min forudindtagede mening om deres design: at det ikke lige er noget for mig. Og det er jo netop sådan design skal være – noget man kan have en mening om, hvad end den er positiv eller negativ. Jeg skal nok også forsøge at præcisere min skuffelse, der ikke kun gik på butikkens designs.

Som beskrevet ovenfor, så er det at tage en tur i Ilva eller Ikea eller hvilket som helst andet større varehus, ikke noget man lige gør på vejen hjem fra arbejde. De ligger alle udenfor byen og pudsigt nok alle på obskure buslinjer, du som regel ikke har hørt om før rejseplanen foreslår dem. Var det et forkælet københavner jeg hørte? ja, det kan vi godt kalde mig, men det er jo blandt andet derfor har valgt at bo i København, hvor jeg ikke behøver planlægge efter at bussen kun kører hver 2. time og ikke efter kl. 23. Så når jeg forvilder mig væk fra steder, der kan nås med metroen, så skal jeg være mere end sikker på at der er noget at komme efter og det kræver engang i mellem rekognoscerende missioner som denne, for at kunne identificerer potentielle guldkorn uden for alfarvej.

Varehuset ligger 15 mins gang fra stationen, hvilket er en vigtig faktor for, hvor tunge ting man kan købe, da de jo skal slæbes tilbage til stationen og 15 min er ret lang tid, hvis armene føles som om, de er ved at falde af. Inde i varehuset, der er inddelt med én etage til boligudstillinger og én til dimser, ligesom man kender det fra Ikea.

Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvad det er, men deres ting er ligesom ikke helt rigtige, såsom den vejrbidte træbordplade ikke er vejrbidt nok og deres gummiting ikke er gummi sådan på den rigtige måde. Hmm jeg sagde jo at det ikke var helt nemt at forklare. Jeg endte dog med at få lidt i kurven:

5 papæsker, 1 porcelænsnæsehorn, 1 glasflaske, som ligner at den er lavet af plastik og 12 lys i glas, hvor glassene er det tætteste jeg er kommet på at finde de whiskeytumblerglas, jeg gerne vil have. Æsker og glas var på tilbud til henholdsvis 25 og 19 kr. pr. stk. hvilket også var godt og vel de eneste tilbud der var at finde ud over bordet med ødelagte varer til nedsat pris.

Når du sådan ser det hele på billedet, kan du sikkert godt regne ud, at med en Ikeapose, så ville sådan en tur gå som en leg, men i Ilva mener de at, når først du har købt lortet, så er du på egen mark. Oppe ved kassen spurgte jeg om hvilke poser de havde. Turen var spontan, så jeg havde ikke ekstra poser med, men det fortrød jeg inderligt. Jeg havde valget mellem en almindelig indkøbspose til 2,50 kr a la den du kan købe i hvilken som helst dagligvarerbutik eller en plastiksæk der var lidt for smal, underligt lang og uden håndtag, men under ingen omstændigheder stor nok til mine indkøb. Og ja, jeg ved godt at procenten af indbyggere i Lyngby med bil, er noget højere end i København, men hvordan i alverden får de det så ud til bilen? Næ gi’ mig en blå Ikeapose og så skal du se løjer. Lettere skuffede traskede vi over til pakkebordet for at lægge en strategi. Der var de sædvanlige pakkeagregater:

Bølgepap, snor, tape og papir, der var sort på den ene side og smittede af. Noget jeg vitterligt gerne ville undgå skete på de fine, farvede papirsæsker, der ikke kan tørres af eller det hvide porcelænsnæsehornshovede, jeg lige havde købt.

Vi fik pakket glas og næsehorn ind i bølgepap, som så blev “tetriseret” i papæskerne, der blev stablet og pakket i bølgepap til en stor rektangel, med improviserede håndtag af gavebånd. Det var heldigvis koldt udenfor, så jeg havde tykke luffer på, ellers er jeg ikke sikker på at jeg var nået hjem med alle 10 fingre i behold.

På vejen tilbage mod stationen var det gået hen og blevet mørkt. Jeg nåede lige at kommentere til min veninde at “vi godt nok måtte have været derinde længe” før jeg blev afbrudt at kirkeklokken der slog 6 – 18.00! Ikea har åben til kl. 21 på hverdage, så jeg er ked af det, men Ilva du har tabt og næste tur, den går til Ikea, hvor jeg kan få kjöttbullar, plastik ting og poser at bære det hjem i!

, , , ,

Skriv en kommentar