Arkiv for august 2011

en på lampen

Vi har passeret midsommer og dagene er begyndt at blive kortere og kortere, så det er på tide at støve lamperne af. Jeg har fundet et par idéer til at opdaterer de gamle lamper og den første er den allestedsnærværende Knappa fra IKEA. Jeg har selv hacket den med en ny ledning, men her er Calina gået mere omfangsrigt til værks og brugt indmaden til at bygge en bordlampe af ved at vende den på hovedet og lave nye “blade”.

Så vidt jeg kan se er de nye blade rektangler i forskelligt tapet. Bare husk sikkerheden! ingen brandbare materialer for tæt på pæren. Man kan købe brandhæmmende spray at sprøjte papir med, hvis man vil lave lampe skærme. Her er så det færdige resultat:

 

Jeg synes at det er blevet et supergodt resultat specielt fordi det røde papir giver et hyggeligt lys, som er varmere end hvis alle bladene havde været sorte.

Et andet super Knappa hack er dette:

Her er der “bare” lavet nye blade med de gamle som skabelon i en munter orange farvet plastic.

Fra Knappa til rispapirslamper. I et tidligere indlæg så du hvordan de grupperet bliver til et lille kunstværk, men hvis du så absolut hader synet af en rispapirslampe, så er den eneste mulighed kamouflage!

Affaldspapir klippet i lange spidser og klistret på lampen og du har et lille kunstværk. Så er det op til dig om den skal være hvide, fuldfarvet eller bare have et par farveklatter hist og pist.

, , , ,

4 kommentarer

Søstrene Grenes 1,99 +2,30 +3,49 +….= mange penge

Jeg har været en tur forbi Søstrene Grene, du ved, bare liige for at se om der skulle være noget spændende, hvilket der var….som om det kommer som en overraskelse!

Sjældent har jeg været i en butik, der i så lynende en fart kan flå pengene op af min lomme, fordi den koster jo kun 3,90 kr!

Her er så hvad jeg ikke kunne leve uden:

notesbog 29.90, lille æske 3,90, stor æske 5,90, fødselsdagslys 4,97, cigaretetui 8,80, ramme 12,60, gavepapir 5,48, blå balje 49,90, porcelænsæske 15,90.

Jeg købte mange fine ting, men de 2 ruller gavepapir har jeg en plan for: de er den perfekte bagrund for de indramningsprojekter jeg har liggende. Planen er at sætte en farverig baggrund til billedet i stedet for den sædvanlige hvide paspartout. (5,48 for en rulle)

En anden ting jeg vil fremhæve er det røde cigaretetui med babuskadukker på. Jeg har efterhånden en “sund” samling af plastikkort fra diverse forretninger, som alle tilbyder medlemskab med et dertilhørende plastikkort. Jeg har så mange at jeg er løbet tør for plads i en almindelig pung, men så fik jeg idéen med at bruge et metalcigaretetui til at have dem i. Man kan nemlig få dem i alverdens fine farver og billeder. Jeg har skåret en engangsklud i bundens facon og limen den fast med lidt dobbeltklæbende tape, for at æsken ikke rasler så meget når den ligger i tasken.

Man skal lade være at sætte sig på sin taske, hvis etuiet skal holde formen.

 

, , ,

4 kommentarer

nem lille vase til sommeren sidste blomster

På min tur rundt i blogland fandt jeg bloggen Family Chic, hvor den søde Camilla Fabbri deler ud af sine idéer, som denne nemme lille vase:

Og så har hun fine billeder som enkelt forklarer hvordan du skal gøre:

Du skal bruge en lille fyrfadsstage som kan tåle vand og en ballon.

Klip mundstykket af ballonen og træk den over glasset.

Så kan du selv bestemme om åbningen skal vende op ad eller ned i glasset. Jeg kan godt lide at hullet ikke sidder lige i midten, men er skubbet ud til siden.

, , , ,

3 kommentarer

en næsten gratis søndag

Se nu undrer du dig måske over hvad alle de marmeladeopskrifter laver på en boligblog?

Min idé med denne blog er at forholde mig til små hjem med små penge og store drømme, så alle kan være med og gratis mad er en del af den sfære. Plus det er da totalt overskudsagtigt at kunne byde på hjemmelavet marmelade, når tøserne kommer til brunch. Mit udgangspunkt for marmeladeproduktionen er, at det skal være så billigt så muligt og gerne billigere end det jeg kan købe i butikkerne. Bonus er så, at det i mine øjne, er en højere kvalitet end det billigste marmelade, man kan købe og at det også er meget rart at vide hvad jeg kommer i munden, sådan på en “kortere vej fra jord til bord”-måde.

Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor mange penge jeg har sparet, når nu jeg har smidt 300 kr efter bogen “naturen spisekammer” af Anette Eckmann – syltebogen var en gave – og 100 kr efter en grensaks. Man kan alligevel købe en del marmelade for de 400 kr jeg allerede har brugt.

Et hurtigt kig i denne uges tilbudsaviser fortæller, at du kan få et glas marmelade fra Den Gamle Fabrik koster 15 kr. på tilbud og det er alligevel 26 glas marmelade, hvilket er liiige lidt mere end jeg kan nå at inhalere sådan over en vinters tid. Heldigt for dig tester jeg, hvilke opskrifter fra bøgerne, som er nemme at gå til og smager godt og ja, ja, hver sin smag, men alligevel! Det betyder, at du kan nøjes med at anskaffe dig en grensaks, hvis havtornen er noget du har lyst til at gå i gang med ellers klarer de altid forhåndenværende fingre jobbet helt fint til 0 kr. Faktisk har jeg, efter de sidst par uger, besluttet mig for, at det er brombær og mirabeller, som er hittet hos mig. Måske giver jeg rønnebærerne endnu end chance, men lige meget hvad, så er det alle frugter, som nemt kan pukkes.

Eller det vil sige: Nu husker du lige, at man har langærmet trøje og lange bukser på, hvis du nærmer dig et brombærkrat ellers kommer du til at se sådan her ud:

Runde pletter er myggestik, aflange er rifter!

Så står du med marmeladen og hvad så nu? Jeg har gemt glas efterhånden som de blev tømt i løbet af året, samt fundet ekstra ved glascontaineren. Her skal du dog lige overveje hvad din “idr”faktor er, for de lugter ikke altid af roser. Glassene kom med hjem og blev vasket, renset for etiketter, skoldet og desinficeret med Atamon inden marmeladen blev fyldt på, men så har de jo heller ikke kostet noget. Mine syltesøstre havde 2 andre tilgange til glassene. Den ene købte fine, rene og nye sylteglas i Føtex til en 20’er glasset, den anden købte små glas med asparges og champignon i Fakta til 6 kr stykket og brugte indholdet til aftensmad, så hun kunne få tømt glasset. Som du kan se er der lidt til enhver pengepung, selvom syltesæsonen er komme lidt bag på dig.

Så mig og mine gratis glas købte en “søndag” smsbillet 14 kr og kørte til Humlebæk. DSB har nemlig et nyt tilbud, hvor du 1. søndag i måneden kan køre med tog, bus og metro i hele hovedstadsområdet for 14 i 24 timer. Så selvom du bor midt i bilos i det indre København har du nu muligheden for at komme på græs og købe ind i naturens supermarked.

, , ,

1 kommentar

gå på rov i naturens spisekammer

Uhmm hjemmegjort brombærmarmelade og boller, så mangler jeg bare en kop te for at det er helt perfekt!

Og efter denne weekend er det lige hvad jeg kan få. Lørdag plukkede jeg nemlig brombær, havtorn og umodne æbler til den store guldmedalje. Brombærene kogte jeg marmelade på samme aften, for de var blevet lidt splattet af cykelturens bump og bop. Det var egentligt slet ikke meningen, at jeg skulle have været ud og plukke bær lørdag, men min veninde ombestemte sig fra at tage på “Fashion Flea”. Der sad vi så på en kantsten på Nørrebro og hvorfor så ikke tage ud og plukke, når nu jeg havde en marmeladeaftale i Humlebæk dagen efter. Først en tur forbi Værktøjsmagasinet og købe en grensaks og nogle plastikposer, så vi havde noget at opbevarer frugten i.

Havtorn

Se havtorn er en satan at plukke, fordi bærene sidder tæt, er små og har tendens til at briste mellem fingrene på dig, så det nemmeste er at klippe bærklaserne af med gren og det hele og så ordne skidtet, når man kommer hjem, men så tager det heller ikke længe at fylde en bærepose med bærbugnende grene. “Hvorfor så overhovedet gide give sig i kast med det, hvis det er så besværligt?” Spørger du måske. Jo, det er fordi de smager hen i retningen af passionsfrugt og et lille bær har lille så meget C-vitamin som en appelsin, så prøves skal det, men ærligt talt så blev der mere end én gang ytret “Det har fadme bare at smage fantastisk!!” i går, mens vi sad og plukkede og rensede bærene, hvilket tog det meste af dagen. Jeg har læst mig frem til, at man kan fryse grene ned og så skulle bærene være lige til at ryste af grene, så det giver jeg et forsøg inden idéen helt kasserers, for så stor en smagseksplosion synes jeg nu heller ikke det var. Så er der andre bær som hyben med meget C-vitamin, som er noget nemmere at gå til. Vi endte med hver sin flaske havtornesaft ved at koge 1 kg bær med vand til det dækker, siede det gennem en skoldet stofble og smagte det til med 3 spsk. sukker og saften af en 1/4 citron. Saften hældte vi på flasker vi havde skoldet i kogende vand og skyllet med Atamon.

Nu er det i hvert fald lavet og så må tiden jo vise om jeg finder en kombination som er lige i øjet, for ellers var det vist sidste år det blev forsøgt.

Rønnebær

Min veninde hentede os på stationen med en Christianiacykel, som vi kunne transportere de bær vi plukkede i. På turen hjem til hende fik vi plukket både røde og gule mirabeller, rønnebær og små sorte kirsebær.

Jeg troede faktisk ikke, at man kunne spise rønnebær og de kommer da også med en advarsel om, at man SKAL fryse eller varmebehandle dem, for at komme parasorbinsyren til livs, da stoffet kan give nyreskader. Når nu det er på plads er det ellers bare at komme i sving, for rønnebærene hænger i store røde klaser og er meget nemme at pille og sortere – de giver klart havtornen baghjul! Mine rønnebær ligger i fryseren for jeg tager ingen chancer. Først isvinter og så helvedshede – så skulle jeg være på den sikre side. Planen er rønnebærdrik, som skulle være god at drikke varm mod forkølelse.

Til rønnebærsaft skal du bruge:

1 kg frosne rønnebær uden ribber

1 kg sure umodne æbler

1 l vand 5 dl

5 dl sukker pr. l saft

lidt citronsaft

Atamon til at skylle flaskerne i

Skyl æblerne og skær dem i stykker uden at fjerne kernehusene. Kom rønnebær, æbler og vand i i en gryde og kog, til saften har frigivet sig. Det tager ca. ½ time. Passer gennem et klæde så du skiller saften fra kvas og skaller. Vi kom en stofble i et dørslag og brugte en suppeske til at mose bærene. Når de ikke rigtigt er til at mose mere samles stoffet 4 hjørner og snos sammen så du bruger stoffet til at klemme det sidste saft ud af bærene. Den er varm, men med en grillhandske med en frysepose vendt på vrangen udover, gik det fint. Når du laver marmelade, saft og deslige er det vigtigt at holde bakterier ude for at undgå at det mugner, derfor posen vendt på vrangen.

Mål saften og tilsæt sukker. Kog op og skum overfladen. Smag til med sukker og citron og hæld så saften på rene Atamonskyllede flasker.

Marmelade er lidt lettere. Her skal du bruge ½ sukker til hel frugt og 1 dl vand pr. kg altså: ½ kg sukker til 1 kg frugt. Frugt og vand koges i 10 min, sukker kommes i og koges i 10 min mere. 2 tsk sukker blandes med 2 tsk rød Melatin, kommes i og koger i 2 min. Så kommes marmeladen på atamonskyllede glas.

Og her er så resultatet af de 2 sidste weekenders arbejde:

Med på billedet er ikke det glas brombærmarmelade og kinesisk blommesauce jeg allerede har åbnet, samt det store glas hybenmarmelade jeg gav min far i fødselsdagsgave. Jeg er ærligt talt lidt stolt af mig selv!

For ikke kun at ende med marmelade, forsøgte vi os som sagt også med saft og en opskrift på kinesisk blommesauce, som er krydret i stedet for sød som marmelade og den er bare go’.

1½ kg udstenede blommer

2 store finthakkede løg

2 fed knuste hvidløg

1 tsk fintrevet ingefær

2½ dl vand

Kommes i en tykbundet gryde og koges i ½ times tid til blommerne er kogt helt ud mens du røres af og til så det ikke brænder på. Pres massen gennem en sigte og kom saucen tilbage i den rene gryde sammen med

150 g sukker

1 dl eddike

1 spsk salt

1 spak peber

1 tsk stødt koriander

1 tsk cayennepeber

1 tsk stødt kanel

1 tsk stødte nelliker

Kog saucen op og lad den koge ind til ca. det halve, så den har en cremet konsistens. Når det er kølet lidt ned kommer du et lågfuld Atamon i saucen og rører rundt, så holder saucen lidt længere. Derefter kommes saucent på Atamonskyllede glas. Når du skal skylle ting med Atamon, så kom en sjat i et glas, skru låget på og ryst – det er den nemmeste måde.

Kylling i blommesauce

Min bog foreslår at bruge blommesaucen til kyllingelår som serveres til kold nudelsalat med masser af fintsnittede grønsager, lime saft og soja-sesamoliedressing. Det kan jeg slet ikke overskue, så jeg biksede en opskrift selv:

Kylling og spidskål i blommesauce – hvilket stort set også er alle ingredienserne.

2 kyllingefileter snittes i fine strimler og vendes i marizena eller kartoffelmel, hvad du nu lige har ved hånden. Kyllingen steges på en pande til strimlerne er hvide og tages af. Mens kyllingen steger snitter du 1/4 spidskål i tyndestrimler. Det kommes på panden sammen med en slurk vand, bare lige lidt så det damper mere end steger og steges til det falder sammen, så kommer du 3 spsk blommesauce og kyllingen over kålen og vender det sammen. Smag til med soja og frisk ingefær eller salt og peber eller hvad du nu end synes det liiige trænger til. Serveres med ris og velbekomme. Jeg spiste 2 portioner, fordi det bare smagte så godt!

 

, , , , , ,

3 kommentarer

sommerlæsning med lukkede øjne

Det sker for mig hvert år: jeg har planer om alverdens projekter og idéer, men dagene går bare ligesom ubemærket hen og pludselig er det august og jeg har ikke fået malet alt det som skulle males eller hamret alt det som skulle hamres eller læst alle de bøger som skulle læses, for jeg vil hellere sidde og nyde solen med lukkede øjne. Maling og hamring må jeg lade stå til, men bøgerne – dem kan jeg få sneget ind alligevel!

Svaret er lydbøger! så kan jeg sidde og nyde sol ad libitum og samtidig få stillet min læselyst. Problemet er bare at lydbøger fås ikke i billig paperback, hvilket er den form, min normale sommerlæsning kommer i. Så er det jo godt at der findes gratis muligheder. Du kan selvfølgelig sjoske ned på biblioteket og bladre de uendelige stakke af lyddvd’er igennem eller du kan sidde hjemme med benene oppe og lade computeren søge for dig.

1. mulighed er at låne en lydbog på bibliotekets hjemmeside. Efter en forsøgsperiode har bibliotekerne gjort det muligt at hente en lydbog ned på din egen computer. Lydbogen kan du efterfølgende overføre til din mp3-afspiller eller telefon, hvis den kan afspille lyd. Når du skal have fat i en lydbog fra biblioteket, skal du besøge www.netlydbog.dk, som er en fælles indgang til bibliotekernes lydbøger uanset, som du normalt går på biblioteket i Lemvig eller i Maribo.

Lydbøgerne er samlet i forskellige kategorier, så du nemt kan finde en svensk krimi eller en dansk slægtsroman. Når du har fundet din lydbog, kan du downloade den til computeren. Lydbøgerne er beskyttet af en digital funktion, som sikre, at du ikke kan videredistribuere lydbogen til andre. Samtidig betyder sikringen, at din lydbog bliver inaktiv efter en måned. Så er din låneperiode udløbet, og du må genlåne bogen, hvis du ikke er færdig med lytningen ganske som en fysisk bog.

Når du har fået lydbogsfilen ned på din computer, skal du åbne lydbogen med Windows Media Player. Første gang du åbner filen, skal du logge ind med dit lånernummer og din pinkode til det lokale bibliotek. Du skal altså bruge samme kode, som når du låner bøger på biblioteket. Når du har åbnet lydbogen første gang, kan du overføre bogen til din telefon eller din mp3-afspiller.

OBS!!! Indtil videre er det ikke muligt at benytte bibliotekernes lydbøger, hvis man har en iPhone eller en iPod fra Apple. Grunden er, at iPhone og iPod bruger en anden kopibeskyttelse af lydfiler.

2. mulighed er gode gamle DR og her er plads til alle. DR’s lydbøger virker på alle typer afspillere – både når du bruger mp3-afspillere, computeren eller telefoner med android-styresystemet eller iPhones. DR Kultur tilbyder hver måned, at danskerne kan downloade en ny lydbog på nettet. Lydbogens genre skifter måned for måned. Du kan selv downloade bogen, men du kan også hente den som podcast. På den måde er du sikker på altid at få den nyeste lydbog. Her er et link til denne måneds lydbog: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Lydbog/


Og så er det ellers ud og nyde det gode vejr og husk nu solcreme!!

, ,

Skriv en kommentar

weekendens projekt: hybenmarmelade

Jeg er helt forelsket i Franks liv på landet og drømmen om selvforsyning, som den bliver præsenteret i DR programmet “Bonderøven”, men jeg er også så udmærket klar over, at jeg på ingen måde, gider bo på landet. Det er simpelthen for langt væk fra alting.

Det betyder dog ikke, at du ikke kan tiltuske dig lidt selvforsyning og gratis glæder her i byen. Jeg havde spottet bugnende hybenbuske i nærheden af mit arbejde, så en tur på nettet for at finde en opskrift (jeg elsker Google!) og en ½ times tid på at plukke en god pose hyben i vejkanten og weekendens projekt var i gang. Du skal bruge 1½ kg (eller 750 g rensede hyben.)

Jeg plukkede hyben i et stille område med minimal trafik, det er nemlig ikke så godt at plukke frugt ved de mest befærdede veje, da de absorberer forureningen fra bilosen, men så er det jo godt at København byder på masser af grønne områder og endda lidt skov.

Jeg fandt nogle fine store hyben. Størrelsen er lidt vigtig, fordi det er nemmere at rense de store hyben end de små.

Og så er det ellers bare at gå igang. Skær top og bund af og flæk frugten i 2. Frys de halve hyben i mindre portioner. Ved at fryse frugten bliver det nemmere at skrabe kernerne ud ellers kan de nemlig godt splatte mellem fingrene på en. Jeg pakkede mine hyben i 3 poser, men de skulle nok have været fordelt i 4, fordi de nåede at tø op, inden jeg havde nået at rense dem alle. Du kan jo bare lægge dem tilbage i fryseren og starte på den næste pose.

Min rensestation: Jeg har en skål til udskrabet, en med vand til at vaske de sidste kerner og fimrehår af i og en skål til de rensede hyben. HUSK indmaden i hyben er børns billige kløpulver, så brug handsker!!

Det tog ca. en 2 films tid at rense mig frem til de 750 g hyben opskriften foreskriver.

Jeg er mest til lind marmelade uden “klumper”, så jeg stavblendede marmeladen, inden jeg kom sukkeret i, men du kan også hakke hybene med en kniv, hvis du godt vil have lidt klumper i, men hvad du end vælger, så kom de rensede hyben i en gryde med ½ l vand og en stang vanille, hvor kornene er skrabet ud. Mens marmeladen koger kommer eventuelle kerner op til overfladen, så de kan skummes af. Kog i ca. 15 min. Mens marmeladen koger skal du gøre glasene klar ved at koge dem i vand og skylle indersiden og låg med Atamon (konserveringsmiddel.)

Vanillekornene kommer du i sukkeret. Opskriften siger 500 g sukker, men jeg nøjedes med 300 g. Det er en smagssag, hvor sød du kan lide din marmelade. Grunden til sukkeret ser lidt mærkeligt ud på billedet, er fordi jeg har blandet 100 g brun farin i det hvide sukker, fordi det havde jeg lige en rest liggende af og sukker er sukker. Kom det meste af sukkeret i gryden og kog videre i 10 min. Bland det sidste af sukkeret med 2 strøgne tsk rød Melatin (geleringspulver, som kan købes i supermarkedet) kom blandingen i gryden og kog i ca. 2 min, til marmeladen stivner. Nu er din marmelade færdig til at komme på atamonskyllede glas.

Skru lågene på og sæt glassene i gryden med kogende vand og kog i 5 min. Efter du har taget glassene op, skal låget give et lille knæk, når det laver vakuum og du kan ikke længere trykke låget ned.

Taadaaaaaa!!!! tak, tak skal du have.

Idéen var at lave marmelade så billigt så muligt: Glassene var genbrugt marmeladeglas og hybene plukkede jeg i vejkanten, Melatin og Atamon stod mig i 26 kr i alt og der er til 2-3 portioner endnu. Det synes jeg er billigt og ja min arbejdskraft, gas og vand er ikke regnet med, men lad nu vær med at være sådan en frøken pernittengryn og nyd nu  lidt sommer på glas. Velbekomme!

 

, , , ,

3 kommentarer